Mod, mindreværd og en lille hvid løgn
Den første gang er ofte den mest mindeværdige. Hvordan viser man den rette tålmodighed, samtidig med at man mønstrer det rette mod? Jeg plejer at skyde brystet frem og sige, at jeg ikke er bange for noget som helst, og at jeg har masser af mod – hvilket jo er en utrolig betryggende, men lodret løgn.
Sandheden er, at jeg er skrækslagen for at mislykkes og for at blive til grin. Jeg er bange for, at alle synes, jeg er en kæmpe nar; at “lille jeg” for alvor tror, at jeg kan så frø og gøre mig forhåbninger om at hjælpe mennesker med at få det bedre – både med sig selv og hinanden – og derigennem skabe en langt bedre verden. Kan jeg overhovedet redde mig selv? Og hvornår er jeg mon “reddet nok” til at kunne træde ud i verden med mine store visioner, uden at virkeligheden rammer mig som en ond og uoverkommelig mur?
Jeg ved det faktisk ikke, og det er nok bedst sådan. Men så længe jeg lever, nægter jeg at give op på mig selv, mine medmennesker og verden. Livsgnisten slukkes ikke, og måske står den pludselig i lys lue – forhåbentlig uden at jeg brænder øjenbrynene af i farten. Så ja, jeg tænker egentlig, at jeg nok har modet, når den rette tid endelig indfinder sig.
Tålmodighed, anonymitet og drømmen om mirakler
Men hvad så med tålmodigheden? Her må jeg blankt erkende, at jeg har nogle massive udfordringer, der holder mig i et konstant alarmberedskab. Hvornår er tiden helt rigtig? Skal jeg på et tidspunkt give mig til kende, og i så fald hvornår vil det give mening?
Jeg forstår udmærket, at det kan være pokkers svært at tage et menneske seriøst, som på den ene side vil plante frø for en bedre verden gennem Livingnism, men som på den anden side insisterer på at gemme sig bag anonymitet. Så lad mig være helt ærlig: Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange, netop fordi jeg ville redde verden – blandt andet ved hjælp af deciderede mirakler. (Og lad os bare sige, at det mirakel-projekt endnu ikke har fået sit store gennembrud).
Jeg ønsker stadig brændende at gøre en positiv forskel i verden, men jeg har absolut intet behov for anerkendelse, og netop derfor er jeg anonym. Det tror jeg, at det forbliver, medmindre jeg på et tidspunkt vurderer, at det for alvor vil gavne sagen at stå frem – og at jeg samtidig kan håndtere det medfølgende pres uden at miste forstanden igen. Så vi må vel bare se, hvordan det spænder af med den dér tålmodighed.
Rejsen fremad mod et levende fællesskab
Som sagt: Den første gang er ofte den mest mindeværdige. Og hold nu op, hvor jeg længes efter at komme ordentligt i gang med Livingnism den levende filosofi. Jeg håber inderligt at få flere med om bord på projektet, for intet gøres vel rigtig godt helt alene, gør det?
Jeg glæder mig som et lille barn til at få min første sparringspartner – en, der kan se sig selv i projektet, og som måske kan holde mig lidt nede på jorden, når flyveturen bliver for vild. Jeg håber på massiv folkelig opbakning, men slet ikke for min egen skyld. Jeg skal ikke tjene en krone på projektet, og jeg skal ikke have noget klap på skulderen. Jeg vil bare så uendeligt gerne se mennesker og verden blomstre, så vi kan bekræfte hinanden i, at vi er på rette vej mod Weflora, frem mod vores helt eget paradis.
