Spring til indhold

Ren jord og et dejligt klima

Masser af udfordringer – men endnu mere håb 

Plastik, forurenet vand og jord samt for meget CO₂ i luften – problemerne er desværre mange. Temperaturen stiger globalt, og naturkatastroferne rammer os oftere. I Livingnism er vi måske ikke dybdegående videnskabelige eksperter i miljø og klima, men vi har sund fornuft nok til at se, at der må gøres noget radikalt for at hjælpe planeten og biodiversiteten tilbage på rette spor. Den måde, det moderne menneske lever på, skaber store udfordringer, og lad os være ærlige: Vi mennesker er ikke meget for at give afkald på de luksus goder, vi har vænnet os til gennem tiden.

Når “plejer” skal på pension 

Goder som nemt og hurtigt at kunne flytte sig fra A til B – lokalt, regionalt og internationalt – er svære at undvære. Uanset om det gælder elcykler, biler eller flyrejser, så kræver det alt sammen enorme mængder CO₂ at fremstille og drifte. Ny teknologi er heldigvis på vej, men er den her tidsnok, og har vi reelt tid til at vente på den?. Hvad med vores bygninger, veje og anlæg, som også koster dyrt på CO₂-kontoen at fremstille?. Kan vi finde nye måder at gøre tingene på, så vi ikke forurener så meget, mens vi forbruger og udvikler vores samfund? Svaret er heldigvis et stort og rungende ja! 🙂.

Afgifter, der giver mening (og færre plastikposer i havet) 

Vi må dog ikke gå i fælden og naivt tro, at det hele løser sig selv. Der skal være stærke incitamenter til at vælge de mest bæredygtige løsninger og tilsvarende høje afgifter på de forurenende. Det vil for alvor få producenterne til at tænke i bæredygtighed og åbne forbrugernes øjne for nye måder at leve på. I Livingnism tror vi på, at vi får et markant bedre liv, når vi lever i pagt med naturen frem for bare at gøre, som vi plejer. Hr. og Fru “Plejer” skal simpelthen dø, for at naturen og klimaet kan leve.

Der må tænkes kreativt og ud af boksen – måske kan vi endda hente inspiration fra gamle dage. Tag for eksempel emballagen til vores fødevarer: Tonsvis af plastik havner i naturen og verdenshavene, fordi vi overforbruger og ikke får skaffet det ordentligt af vejen igen (og naturen har som bekendt ikke en indbygget skraldemand). Vil vores liv blive dårligere af at stoppe dette svineri? Næppe. Det bliver måske lidt mere besværligt i starten, men det vil helt sikkert være det hele værd.

Hvad ville vi gøre, hvis vi legede, at plastikemballage slet ikke fandtes?. I Livingnism mener vi ikke, at vi skal helt tilbage til stenalderen (eller til før 50’erne, hvor plastikken blev opfundet), men meget kan løses. For eksempel med smarte afgifter, der mindsker plastikforbruget, så vi kun bruger det absolut mest nødvendige. Herudover bør der vanke store bøder for at smide plastik og affald i naturen – det hører hjemme i en skraldespand!.

Vores helte på markerne 

Så er der udfordringen med forurenet vand og jord. Nutidens landbrug er utroligt dygtigt og effektivt; det producerer enorme mængder mad til verdensbefolkningen, men alligevel er der desværre stadig sult i dele af verden. Derfor kan det være enormt svært at finde det helt rigtige balancepunkt, når det kommer til landbruget. Landmænd og fødevareproducenter over hele verden er vores helte, som skaffer mad på bordet til os alle.

Men vi står med et problem: Kvælstof løber ud i åer, søer, fjorde og have, hvor det forurener. Samtidig forurener pesticider fra sprøjtegifte både jorden og vores livsvigtige grundvand. I Livingnism har vi meget svært ved at pege på skrappe løsninger, så længe mennesker på jorden stadigvæk sulter. Men det er vigtigt, at vi ikke lader os handlingslamme. I et lille, rigt land som Danmark har vi råd til at omstille os og forsørge os selv med et 100 % økologisk og bæredygtigt landbrug. Det er dog essentielt for os at understrege, at landmændene skal have den rigtige hjælp. Vi er ikke ude efter dem; de skal have det godt og føle sig støttet i hele processen.

At finde det store balancepunkt 

Problemet med for meget CO₂ i atmosfæren kan ikke bare løses lokalt; det skal løses internationalt. Derfor kan vi med fordel skabe lokale løsninger, der kan inspirere internationalt. Vi står over for to hovedproblemer:

  1. Der udledes alt for meget CO₂ i atmosfæren.
  2. Der er ikke skov og planter nok til at optage denne CO₂ og omdanne den til ilt.
  • CO₂ kommer fra: Fremstilling, transport og opvarmning.
  • CO₂ optages af: Planter, skove og alger.

Her har vi altså overblikket over, hvor vi skal finde balancepunktet, så atmosfæren ikke bliver for CO₂-tung, og vi undgår de voldsomme klimaforandringer. Vi må udnytte den teknologi, vi har til rådighed inden for vind, sol, vand og muligvis A-kraft. I Livingnism vil vi allerhelst undgå A-kraft på grund af de åbenlyse udfordringer med atomaffaldet, men i en overgangsfase virker det fornuftigt at udnytte de eksisterende anlæg.

I Livingnism mener vi, at klimaudfordringerne skal tages dybt alvorligt; de eksisterende løsninger skal i brug, og vi skal konstant kigge efter nye og bedre veje. Beløn dem, der er klimavenlige, og beskat dem, der ikke er. Det er desværre en nødvendighed.

Men der er masser af håb for fremtidens miljø og klima – det er helt sikkert en kamp, som menneskeheden både skal og vil vinde!

klima og natur